Ytringsfrihed, underviservejledning

Ytringsfrihedens historie i Danmark er et digitalt undervisningsmateriale, der består af fire dokumentarfilm og et supplerende tekstmateriale. Film og tekstmateriale distribueres gratis via Materialeplatformen.dk på Nexus Learning: 

https://nexuslearning.dk/gymnasiale-uddannelser/ytringsfrihedens-historie-i-danmark/ytringsfrihed/#_

DokumentarserienDokumentarserien kortlægger milepælene i ytringsfrihedens historie, afdækker de områder, hvor ytringsfriheden op gennem tiden er blevet indskrænket og sætter fokus på de udfordringer, ytringsfriheden står over for i dag.

De fire film har hver sin indfaldsvinkel på ytringsfrihed:

  • Film nr. 1 handler om, hvordan den politiske styreform har betydning for udfoldelsen og indskrænkninger af ytringsfriheden.
  • Film nr. 2 har fokus på ytringsfrihed vs religion.
  • Film nr. 3 handler om ytringsfrihed ift. moral og sex; hvordan skiftende tiders opfattelse af usædelighed har ført til censur af tekster og billeder,
  • og film nr. 4 ser på, hvordan ytringsfriheden er blevet og stadig bliver indskrænket af hensyn til rigets sikkerhed.

Hver film har fire tematiske afsnit, der til sammen tegner et repræsentativt snit af den historiske udvikling i forhold til ytringsfrihedens historie i Danmark. Fortællingen spænder vidt:  Lige fra censurens indførelse i kølvandet på Reformationen 1536 og frem til i dag, hvor ytringsfriheden igen er under pres, fordi techgiganterne Google og Facebook har genindført censur på de sociale medier. Og i sidste afsnit af film 2 omtales Muhammedtegningerne i forbindelse med udgivelse og medieomtale af blasfemiske værker af bl.a. Salman Rusdie og Jens Jørgen Thorsen. Hele serien er rigt illustreret, men til orientering bliver Muhammedtegningerne ikke vist. Det er op til den enkelte underviser at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at vise tegningerne.

De fire film har en varighed på mellem 41 – 51 minutter. Afsnittene varer mellem 7 og 15 minutter. Filmene er redigeret, så afsnittene kan ses hver for sig. Underviseren kan m.a.o. vælge, om han/hun vil bruge hele filmen i undervisningen – eller vil koncentrere sig om et enkelt tematisk afsnit.

Production design
Filmene er baseret på interviews med en række eksperter, der har erfaring med formidling.
For at fange elevernes interesse er det vigtigt at understøtte eksperternes fortælling med en spændende billedside. Der er derfor anvendt en lang række nyoptagelser af historiske lokaliteter og et righoldigt arkivmateriale (træsnit, stik, malerier, fotografier, plakater, film etc.).

Medvirkende

  • Andreas Marklund, forskningschef på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation
  • Frederik Stjernfelt, professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet
  • Frederik Strand, museumsleder for Politimuseet
  • Hannibal Munk, ph.d., Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab
  • Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet
  • Jacob Mchangama, direktør for tænketanken ”Justitia”
  • Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det Danske Filminstitut
  • Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør, Nationalmuseet
  • Morten Fink-Jensen, lektor v. Saxoinstituttet, Københavns Universitet
  • Niels Wium Olesen, lektor v. Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
  • Peter Zeeberg, seniorredaktør, Det Danske Sprog og Litteraturselskab
  • René Karpantschof, historiker, sociolog, forfatter, foredragsholder og tidligere gymnasielærer
  • Rikke Lagersted-Olsen, litteraturhistoriker og museumsinspektør på Bakkehusmuseet
  • Signe Engelbreth Larsen, forskningskons., Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
  • Ulrik Langen, professor ved Saxoinstituttet, Københavns Universitet

Det supplerende tekstmateriale
Filmene er suppleret af et digitalt tekstmateriale, der består af elevopgaver, litteraturhenvisninger med links og af arkivoplysninger om billedrettigheder.

Det skriftlige materiale er netop blevet opdateret. Det er også muligt at evaluere og kommentere på e-læringsforløbet.

Målsætning
De fire film afdækker, hvordan og på hvilke områder ytringsfriheden er blevet begrænset op gennem tiden og om de centrale aktørers betydning for udviklingen. Ved at dykke ned i historien får eleverne viden om, får eleverne viden om, hvordan kampen for retten til frit at ytre sig i tale, skrift og billeder har formet sig op gennem tiden, hvordan det har påvirket udviklingen af det danske samfund, og hvem der har bidraget. Det er sat spot på perioder, hvor de grundlovsikrede frihedsrettigheder bliver krænket, hvor pressen har fået mundkurv på, og befolkningen udsættes for overvågning.

Eleverne kan ved hjælp af projektets film og tekstmateriale få indsigt i ytringsfrihedens betydning som en grundlovssikret forudsætning for demokratiet. Det supplerende tekstmateriale giver eleverne mulighed for at arbejde videre med de enkelte temaer. V.hj.a. elevopgaver og anvisning af relevant og aktuel litteratur med links (der letter adgangen til litteratur) kan eleverne således gå i dybden med ytringsfrihedens historie i Danmark.

Aktuel relevans
Projektet har aktuel relevans, fordi ytringsfriheden igen er et centralt emne i den offentlige debat. Projektet blev lanceret kort efter, at Ytringsfrihedskommisionen offentliggjorde sin rapport. Til orientering flugter vores valg af historiske nedslag og temaer med Ytringsfrihedskommissionens. Senest har tænketanken ”Justitia” udgivet en rapport om digital ytringsfrihed og sociale medier.

Sponsorer:
”Ytringsfrihedens historie i Danmark” er produceret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Jyllands-Postens Fond og Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.

Tilrettelæggelse og produktion: Projektet er tilrettelagt af historiker Anette Eggert Frydenberg, Cicerone ApS. AEF har tidligere produceret dokumentarserier for DR og undervisningsfilm i samarbejde med Ebbe Kyrø, Nexus Kommunikation A/S.

<- Tilbage til forsiden