Magtdistance, teori

To mænd taler sammen. Begge er iklædt ulasteligt i mørke jakkesæt. Den magtfulde har ordet i sin magt, bruger kropssprog og gestikulationer. Umiddelbart kan magtdistancen ikke udlæses af billedet. Det kræver en film for at se konversationsforløbets tur-tagning i replikkerne mellem parterne.
Ved receptioner markerer uniformer, distinktioner, påklædning og placering de enkelte personers plads i magtens hierarki.
Distinktioner gør det let at skelne, hvor i organisationshierarkiet en person står. Her er det hovmesteren: tre guldstriber på hvid baggrund.
Til hverdag er der ingen grund til at vise, hvem man er, og hvor man står i hierarkiet.
Brasilianske og danske kadetter mødes på Skoleskibet Danmark. Brasilianerne går via påklædning og distinktioner meget op i at vise, hvor de står i hierarkiet. Danske skoleskibselever er mere "casual" i påklædningen.
På et dansk skoleskib - eller et skib i handelsflåden - er det svært at se, hvem der er officerer, og hvem der er kadetter. Men når skibet anløber en havn, har officererne for det meste uniformer på, så de kan genkendes, og man umiddelbart kan afkode deres funktion: Kaptajn, hovmester, kvartermester osv.
Personlig hygiejne og rene negle karakteriserer et ordentligt skib. Elever og officerer bor tæt, og man skal tage hensyn til hinanden.

Lav magtdistance

I alle samfund er der forskel på folk. I nogle samfund dog mere end i andre. Et samfund kan regulere ligheden på forskellig vis. I Danmark er vi vant til at diskutere omkring spisebordet og at lytte til argumenter. Tiltaleformerne er jævne, og det er normal kutyme, at alle på en arbejdsplads kan tale direkte til hinanden uden mellemled. I skolen terper man ikke pensum igennem, men lader eleverne selv være med til at bestemme, hvilket stof de vil tilegne sig, og hvordan det skal ske. Undervisningsformen er projektorienteret og stiller store krav til den enkelte elevs aktive deltagelse. Eleverne lærer at tænke selvstændigt og at finde løsninger på udfordringerne. Borgerne i samfundet bruger i mindre grad symboler - som for eksempel biler og påklædning - for at markere et tilhørsforhold i samfundet. Lande med lav magtdistance er f.eks. de skandinaviske lande, England og Holland. 

Høj magtdistance

I kulturer med høj magtdistance er der flere mellemled at skulle kommunikere igennem, og beslutninger tages af personer fra samme niveau i hierarkiet. I virksomheder i lande med høj magtdistance er der typisk flere niveauer i hierarkiet. I uddannelsessystemerne har man fast pensum, man respekterer og modsiger ikke læreren. Eleverne skal kunne deres stof på rygmarven, og det er mindre vigtigt, hvordan de skal bruge det i praksis eller hvordan de fremover tilegner sig viden. Undervisningsformen er typisk traditionel klasseundervisning. Den enkelte borger i samfundet viser gerne sin magt frem ved hjælp af påklædning, hus, bil osv. Lande med høj magtdistance er f.eks. Brasilien, Indien og Rusland.

Der er også kulturer, som ligger midt i viften mellem høj og lav magtdistance. Det siger sig selv, at der er alle muligheder for at gå galt i byen, når man skal navigere mellem kulturer med forskellig magtdistance. En mandlig dansk direktør vil i sin hverdag typisk gå i åbenstående skjorte, og ingen vil synes, at han er mindre betydningsfuld af den grund. Men hvis han skal møde en tysk eller italiensk kollega, vil han falde helt igennem, hvis han ikke bærer slips og har blankpolerede sko på. For kvinder gælder det samme, men her er dresskoden vanskeligere at konstruere.  

Distinktioner

Indenfor søfartserhvervet har man traditionelt et nøje opdelt hierarki. Eleverne er i bunden, og toppen af hierarkiet udgøres af maskinmesteren og kaptajnen.

"Distinktioner" hedder guldstriberne på skulderstropperne. Distinktioner betyder simpelthen forskel eller skelnen.

Hierarkiet på et skib er meget synligt. Kaptajnen og maskinmesteren har hver 4 striber, overstyrmanden og hovmesteren har 3 striber, de øvrige styrmænd har 2 striber. Og i bunden af hierarkiet findes de 1-stribede kvartermestre. Distinktionerne har den praktiske fordel, at alle, som kommer om bord, kan se, hvem der har ansvar for hvad. En repræsentant for en skibsproviantering behøver således ikke at bekymre sig om, hvorvidt han nu taler med hovmesteren, kokken eller eleven. Hovmesteren er tydeligt markeret med distinktionerne: tre guldbånd på hvid baggrund. 

Distinktionerne har traditionelt haft som funktion at vise, hvem der har magten til at give ordrer, og hvem der skal modtage dem. Det giver sikkerhed i kommunikationen i tilspidsede situationer. Samtidig er det en tryghedsskabende effekt for mange mennesker, som føler sig bedst tilpas i trygge og forudsigelige omgivelser. Men i dagens Danmark er magtdistancen lav, og det kan derfor forekomme mærkeligt, at man opretholder distinktionerne ombord på handelsflådens skibe. I praksis er det også mest i land, når man er blandt mennesker, man ikke kender, at distinktionerne blive vist frem. Det er f.eks. praktisk, når kaptajnen i havnen skal tale med en repræsentant for en shippingvirksomhed. Så ved de, at det er den rigtige person, de taler med, og at han/hun kan tale på rederens vegne. Når skibet er til søs, er det mere hverdagsagtigt arbejdstøj, som alle har på, og man bærer ikke distinktioner.

Distinktionerne bærer i høj grad på en magtdistance, men den er kun synlig ved officielle lejligheder.

Klæder skaber folk

Når magtdistancen findes udenfor søfartens synlige hierarki, er den straks vanskeligere at se. Typisk vil påklædningen afspejle en persons status og magt. Og det er ofte i detaljen, personens status viser sig. Et par forkerte strømper eller sko kan afsløre en persons reelle magtposition som påtaget og ikke ægte.

Kropssprog og gestikulation

Også kropssproget afslører meget. En selvsikker person vil udstråle overskud og position, og omgivelserne vil lytte til personen, når vedkommende åbner munden. Gestikulation og kropssprog er vigtige elementer at lære sig. Man bruger hænderne til at understrege sit budskab, og i undersøgelser er det underbygget, at mennesker med en åben kropsholdning og øjenkontakt "sælger" deres budskab bedre end en lukket kropsattitude, f.eks. korslagte arme, og en person som ofte kigger væk fra samtalepartneren. Et fast håndtryk kombineret med øjenkontakt er altid en god åbning på kommunikation med tillid.

Kropssprog, gestikulation og påklædning underbygger kommunikationen: "Hvis man ikke synes om en persons ydre fremtræden, synes man heller ikke om det, som han/hun siger."

Samtaler ved receptioner

Ved receptioner, som på Skoleskibet Danmark ved OL i Rio, mødes man og taler sammen. Hvis man ikke kender nogen, indleder man en passiar med tilfældige mennesker. Det er en kodeks, at man lytter, når en person henvender sig. Og man tager gerne kontakt til en ukendt person. Den indledende kontakt har til formål at finde ud af, hvem man taler med, og hvem vedkommende repræsenterer. Det er den simple kulturforståelse i samtalen. Dernæst kommer man videre med at tale om nogle konstateringer: Hvordan ser man vejret? Hvordan var vejen hertil? Hvis der så viser sig at være en gensidig indledende sympati, kan man gå videre og tale om holdninger til forskellige emner. Og så er man langt inde i det mere komplekse kulturbegreb, hvor alt kan ske, og hvor samtalen kan blive virkelig spændende. Så er der skabt en kontakt, som måske kan bruges som indgang til fremtidige aftaler og forretninger. At kunne indlede denne samtale kræver derfor også, at man kender sin egen kultur ret godt.

Litteratur:

Our Masters Voices. The language and body language of politics. Psychology Press, 1984.