Teori, Facework

Når skoleskibseleverne viser ansigtet udadtil er det altid i ens uniformer: front stage. Når skibet er på havet, viser man mere back stage.
I internationale relationer viser man front stage. Jakke og slips er obligatorisk næsten overalt i verden.

Vi kender det fra apoteket og banken. Gulvet er streget op, og vi vil gerne have et rum, hvor vi kan tale uden at andre lytter med. Nogle kalder det en nærhedszone. Der er stor forskel på, hvor stor en nærhedszone det enkelte menneske ønsker at have omkring sig. Og der er også stor forskel på, hvor direkte man vil acceptere at blive konfronteret. På Facebook hersker der f.eks. en anden kodeks for, hvor langt man vil gå i en konfrontation. Her respekterer man ofte ikke en nærhedzone, og man spekulerer ikke i, om andre mister ansigt i et opslag.

Den amerikanske mikrosociolog Erving Goffman er kendt for sin teori om face og facework, som han har udviklet fra observationer i hverdagslivet. Teorien handler om dramatisering af sig selv i hverdagslivet. Udgangspunktet er, at alle har et face, som de investerer i situationen. I en god kommunikation hjælper man hinanden med at opretholde hver sit face - det kaldes facework. Goffman opererer desuden med en front stage og en back stage. Der er selvfølgelig også mulighed for at operere midt imellem front og back stage. Det oplever man f.eks. på Facebook, hvor de fleste ønsker at opretholde idealerne om facework, men hvor overenskomsten i kommunikationen ofte forsvinder og bliver til mudderkastning i det offentlige rum. 

Facework

At arbejde med facework er at undgå at konfrontere samtalepartneren med emner, som går over personlige zoner. Hvis vi står på apoteket, er der en stiplet linje i køen, som vi ikke bør overtræde. Dette er for ikke at skulle overhøre skrankepersonalets samtale med kunden foran, som sandsynligvis er meget privat. Med mindre det handler om en pakke plaster, ønsker de færreste at delagtiggøre andre i indkøbet. Det er meget forskelligt fra menneske til menneske, hvor tæt man kan acceptere at gå på andre mennesker. Generelt er der et spekter fra højre- til venstreorienterede mennesker, hvor højreorienterede har en meget stor nærhedszone, mens venstreorienterede mennesker har en meget lille nærhedszone. Det kaldes også en komfortzone, og det betegner netop hvor vi føler os "komfortable".  

Front stage

I det offentlige rum er vi front stage. Det kan være på arbejdspladsen, til mødet og når vi går på gaden. Vi viser et billede af os selv, som vi mener er i overensstemmelse med, hvad vi står for. For nogle kan identiteten skifte fra situation til situation. Måske arbejder man i et rederi til hverdag, hvor man omgås en bestemt slags mennesker og har ret ens jakkesæt på. I fritiden er man måske rockmusiker og klæder sig anderledes og omgås mennesker med et andet normsæt. De fleste er trygge ved at have nogle trygge rammer at føre sig frem i i det offentlige rum. I front stage stikker vi fingeren i jorden og respekterer samtalepartnerens nærhedszone. 

Back stage

I back stage er man "sig selv". Det er privatlivssfæren, hvor man kan trække sig tilbage og være sammen med den nærmeste familie og vennerne. Der kan være et bestemt indforstået kodesprog, som kræver, at man kender hinandens normer og værdier godt. I back stage kan man også klæde sig på en anden måde, end når man er front stage. Man kan også tale mere direkte til hinanden, idet man kender hinandens nærhedszone.

Litteratur

Erving Goffman: Hverdagens rollespil, Samfundslitteratur 2014, (originaltitel: The Presentation of Self in Everyday Life, 1956).